Man ved, at man er i Mexico, naar….

Efter en god rum tid i det mexicanske er min liste endelig blevet faerdig. Jeg har forsoegt at samle de ting, som jeg i min dagligdag har oplevet og som for mig er ganske saerligt for Mexico. Mon ikke jeg har glemt en ting eller to…

Man ved, man er i Mexico, naar man er 23 i en combi med siddepladser til 14, og en daarlig spansk version af en Robbie Williams sang, brager ud af hoejtalerne.

Man ved, man er i Mexico, naar El Moral faar besoeg af flere hundrede uniformerede og armerede militaerfolk, der leder efter marihuana.

Man ved, man er i Mexico, naar folk raaber gringa efter dig

Man ved, at man er i Mexico, naar den lokale kiosk dame uroligt spoerger efter, hvor man har vaeret den sidste uge og bliver umaadeligt glad, naar man svarer, at man bare har vaeret i Mexico City.

Man ved, man er i Mexico, naar man ikke bliver forarget over at se 15 boern og voksne staa paa ladet af en bil, der koerer vaesentligt hurtigere end maksimum hastigheden.

Man ved, man er i Mexico, naar man tager til takke med et hul i jorden som toilet og ikke broker sig over manglen paa varmt vand.

Man ved, man er i Mexico, naar den lokale kiosk dame, moeder én med: “Hola maestra Tere” og straks raekker én en flaske vand og en drikke yoghurt.

Man ved, man er i Mexico, naar engelskundervisningen pludseligt bliver afbrudt af en elev der spoerger: “Vil du giftes med mig, Tere?”

Man ved, man er i Mexico, naar maendende i ens familie sidder en ganske almindelig tirsdag og drikker sig dumme i mezcal

Man ved, man er i Mexico, naar man glaedelig gaar i et kvarter op af bjerget for at faa mobilsignal.

Man ved, man er i Mexico, naar man gaar paa gaden og en flok glade elever kommer loebende i mod dig, mens de raaber i kor: “¡Hola maestra Tere!”

Man ved, man er i Mexico, naar samtlige 15 combichauffoerere ved hvor man skal hen og blot koerer en til doeren uden at man behoever at sige noget.

Man ved, man er i Mexico, naar man ikke brokker sig synderligt over at skulle vente 1 time paa combien i den hede sol.

Man ved, man er i Mexico, naar man med glaede koerer i combi I 1 time for at komme paa internettet.

Man ved, man er i Mexico, naar ens mexicanske veninde siger: “dans sexet med mig, Tere!”

Man ved, man er i Mexico, naar en 11 aarig dreng koerer paa motorcykel med sin 4-aarige lillebror bagpaa.

Man ved, man er i Mexico, naar det er ulovligt at drikke paa gaden, men ikke direkte ulovligt at koere i bil paavirket af alkohol.

Man ved, man er i Mexico, naar selv koerer, hunde og heste kigger efter dig.

Man ved, man er i Mexico, naar man falder i snak med 16 aarig ung pige, som er mor til to og at man ikke bliver videre chokeret over det.

Man ved, man er i Mexico, naar man helt serioest synger med paa en sang som No soy una señora.

Man ved, man er i Mexico, naar man ser et ungt par paa en knallert, og pigen er i faerd med at amme et spaedbarn i hoej hastighed og uden hjelme.

Man ved, man er i Mexico, naar man med laengsel venter paa at det bliver tid til at se novelas i fjernsynet.

Man ved, man er i Mexico, naar en hel weekend i Morelia er gaaet med fest og ballade.

Man ved, man er i Mexico, naar man kan koebe en caguama til 20 pesos i kiosken.

Man ved, man er i Mexico, naar man pludselig faar en ubeskrivelig trang til tacos.

Man ved, man er i Mexico, naar man kan gaa ud i sin have og plukke de laekreste avokadoer, mangoer og guayabaer. Mums!

 Man ved, man er i Mexico, naar man savner sine foraeldre, sin familie og sine dejlige venner i Danmark paa trods af at man har det fantastisk dejligt i Mexico.

Man ved, at man er i Mexico, naar….

Har netop sat mig ned ved en computer paa skolen i Doktor Miguel Silva med en flaske vand og en cup noodles for at nedskrive de begivenheder og indtryk, der har betydet meget for mig de seneste uger.
Den forgangne tid har budt paa mange gode og anderledes oplevelser i staten Michoacán i Mexico.
Jeg har besoegt byen Uruapan, en spaendende mexicansk by, som ikke er saa fin og poleret som saa mange andre, og den charme kunne jeg godt lide. I Uruapan blev national parken besoegt. Det er en ganske lille, men meget dejlig park med vandfald, smukke blomster, hyggelige stier og i det hele taget en lille oase i midten af en forholdsvis stor by.
Jeg tog tilbage til min landsby, El Moral, efter et par dage i Uruapan. Det gjorde jeg primaert for at tage med min familie til byfest i den naerliggende by Urapa.
Byfesten begyndte allerede soendag eftermiddag, saa efter jeg havde spist frokost med to herlige nonner, tog hele familien afsted mod Urapa. Til byfesten fejredes El Señor de Urapa, da El Señor betyder Herreren, kan de fleste nok godt regne ud at det var en forholdsvis religoes byfest, som jeg deltog i. Soendag eftermiddag deltog jeg i et stort optog med mor og bror, hvor vi gik sammen med hundredevis af andre gennem det smukke landskab bag en ladvogn. Paa laddet var Jesus paa korset omgivet af en masse smukke blomster. Foran bilen gik et 14 mands banda orkester og spillede utrolig hoejt, larmende og falsk banda musik. Det var ret sjovt at vaere med til, men da Jesus paa korset blev baaret ind i kirken og den to timers lange messe skulle til at begynde, trak jeg mig uden for, hvor jeg fandt et par af mine elever, som jeg i stedet kunne fordrive tiden med. Efter messen gik vi lidt rundt i byen og saa paa byfesten, inden vi var tilbage i El Moral ved 1 tiden om natten.
Dagen efter, om mandagen, blev jeg vaekket kl. 9 om morgenen, da en af boerneboernene skulle konfirmeres. Jeg naaede dog lige at faa et bad og noget morgenmad, inden vi atter drog afsted mod kirken i Urapa for at overvaere et barnebarn samt hundrede andre blive konfirmeret. Efter den fine ceremoni gik jeg rundt til byfesten med soester og bror, maa nok sige at jeg aldrig har oplevet saa mange glo paa mig foer. Her kommer jeg gaaende, en hoej, hvid og blond pige sammen med en lille, moerk mexicansk mongol bror samt en mexicansk soester, der har lagt make up og sat haar til den helt store guldmedalje. Den havde ikke faaet for lidt af hverken falske oejenvipper og make up og hun mindede mig vist mest af alt om en drag queen. Jeg tror dog ikke helt det var det look, hun oprindeligt havde gaaet efter.
Efter at have fordrevet lidt tid i byen tog vi til middag for at fejre konfirmanden. Jeg var lidt flov over ikke at have en gave med, men fandt hurtigt ud af at det ikke var noedvendigt. Konfirmationen var meget anderledes end den jeg kender fra Danmark. Festen blev holdt ved mormoderen i hendes lille hus i Urapa, og da jeg ankom blev jeg bedt om at saette mig i sofaen med nogle boern for at se fjernsyn. Efter lidt tid var maden klar og der stod ris, mole, kylling og tortilla paa bordet. Familien har kun et bord og 6 stole, saa jeg spiste med fem andre. Da middagen var blevet indtaget tog jeg atter ud for at udforske byfesten sammen med soester, bror, en veninde og nogle boern. Det blev til en tur i diverse forlystelser, en mango is samt endnu en tur i kirken. Meget kan man sige om den byfest, men jeg har da ikke forsoemt kirken!
Herefter tog vi tilbage til El Moral, hvor familien skulle skifte toej og laegge mere make up paa, saa de kunne vaere klar til aftenens fest. Jeg syntes at folk kiggede nok paa mig, saa tog blot lidt mere toej paa. Dette fik dog ikke ligefrem maendende til at holde deres blikke fra mig. Det var en stor oplevelse at vaere med til at opleve en mexicansk byfest. Paa sin vis er den ikke saa meget anderledes end for eksempel byfesten i Odder. Boder med tonsvis af ubrugelige ting, fulde maend, fyrvaerkeri, daarlig musik og gang i gaden. Den eneste forskel var nok bare at denne byfest havde et lidt andet udgangspunkt, nemlig at fejre Herreren fra Urapa.
Efter et par dages byfest tog jeg sammen med Andrea til Zitacuaro, for at besoege de danske drenge samt deres mexicanske familier og skoler. Det blev desvaerre kun til et besoeg i Jeppes landsby, men det var virkelig rart at opleve og se hvordan han bor, lever og arbejder. Opholdet ved Jeppe boed paa endnu en tur til byfest samt en tur med i skole.
Paa skolen moedte vi en masse soede og sjove elever og engelsklaereren, en noget speciel dame. Hun inviterede os paa middag i Zitacuaro, og det passede ganske godt ind, da vi netop skulle dertil for at vaere med til Concurso de Belleza, en skoenhedskonkurrence for den lokale gymnasieskole. Det var en virkelig anderledes oplevelse. 10 piger i alderen 15-20 aar, var stadset op i lange kjoler og med mere make up paa end hvad burde vaere tilladt. Her blev det mexicanske skoenhedsideal samt den amerikanske kultur hyldet til langt ud paa natten. Det endte med at blive en varm og svedig nat paa dansegulvet til en masse alternativ mexicansk musik.
Dagen var vi traette og tog en stille formiddag i Zitacuaro, inden vi tog videre til Morelia for at hygge og feste med vores mexicanske og tyske venner. Det blev til et par gode dage i Morelia, der dog endte loerdag nat med et slagsmaal mellem to af mine mexicanske venner. Dette slagsmaal resulterede i, at den ene blev skubbet ind i mig, og at jeg derfor vaeltede ned paa et bord fyldt med glas og fik smadret min oelflaske op i fortaenderne. Derfor braekkede et stykke af min ene fortand af og mine laar er nu dekoreret med de fineste blaa, groenne og lilla farver. Herefter var alle oppe at koere og de fleste tog hjem. Jeg blev dog lidt laengere sammen med et par stykker af de andre.
Jeg tog tilbage til El Moral mandag formiddag for at fejre mors dag for min mexicanske mor. Det er en tradition, som man gaar meget hoejt op i her. I anledningen af mors dag, var alle familiens boern samlet til fest i El Moral, og jeg havde ikke vaeret tilbage i mere end to minutter, foer jeg stod med en oel i haanden.
Dagen blev fejret ved at give mor gaver samt laese digte og kort op for hende. Det var en stemningsfuld og smuk dag, og jeg fik helt lyst til at ringe til min rigtige danske mor for at fejre hende, som jeg havde set min mexicanske mor blive fejret. Jeg har lovet min mexicanske mor, at jeg vil fejre min rigtige mor til naeste aar, saadan som hun bliver fejret hvert aar. Hun siger, at min mor virkelig maa fortjene det med en datter som mig. Alt i alt var mors dag en stor fest dag, og jeg festede og drak oel med soennerne til langt ud paa natten.
Dagen efter skulle jeg atter tilbage til skolen, det boed paa en eksamen for mit hold paa 2. Semester. En eksamen som ikke ligefrem minder om den danske form for eksamen. For det foerste var mange af opgaverne forkerte, for det andet fik eleverne hjaelp af baade hinanden, laereren og til sidst ogsaa af mig. Den loese struktur tog dog overhaand, da en elev fra 4. Semester haenger ind af vinduet og hjaelper en pige, mens laereren hjaelper andre elever og skriver sms beskeder. Naar laereren vender ryggen til eller er travlt beskaeftiget med sin mobiltelefon, bliver jeg straks bedt om at oversaette et ord, stave et ord eller saagar skrive hele saetninger for eleverne. Jeg var mildest talt rystet over denne form for eksamen.
I mine mellemtimer sad jeg ved en computer paa skolens kontor og skrev mails, jeg gik et oejeblik paa toilettet, og da jeg kom tilbage var min ipod vaek! Det slog mig virkelig ud. Synes det er ganske ubehageligt, at nogen paa skolen kan finde paa at tage mine ting. Skoleinspektoereren proevede at snakke med eleverne og kigge i deres tasker, men det gav desvaerre ikke pote. I stedet tog jeg ind til Ario De Rosales for at snakke med politiet. De var meget hjaelpsomme og har lavet en politianmeldelse af tyveriet. Haaber denne kan bruges saa min danske forsikring kan spaede i med lidt penge til en ny.
Efter denne begivenhedsrige dag moedte jeg min mor og bror i combien hjem fra Ario. Jeg fortalte dem om hvad der var haendt og min mongolbror begyndte straks at grade og sige at man ikke maa stjaele fra hans soester Tere. Det kan jeg da kun give ham ret i.
De sidste dage paa skolen har vaeret lidt specielle, kan godt maerke at eleverne er lidt flove og at de er meget kede af det paa mine vegne. Jeg vil nu proeve at faa det bedste ud af de sidste uger paa skolen
Det maa vist vaere de begivenheder der har fyldt mest i mit liv de seneste uger. Jeg har nu kun to uger tilbage ved min familie og paa min arbejdsplads og synes det er lidt svaert at forene mig med tanken om at skulle vaek herfra. Selvom jeg glaeder mig rigtig meget til at rejse rundt i Mexico i tre uger, saa glaeder jeg mig absolut ikke til at sige farvel til min familie. Men som man siger: Alting har en ende, en regnorm den har to…..

Hvad den sidste maaned har budt paa….

Mange af mine indlaeg paa denne blog begynder med saetninger om at meget er haendt, siden jeg sidst delte mine tanker, reflektioner og oplevelser.

Denne gang er ingen undtagelse.

Jeg har i den forgangne tid haft min saedvanlige hverdag i Doktor Miguel Silva, El Moral og Morelia, men derudover har jeg ogsaa vaeret paa paaskeferie. Ferien gik til det uudforskede omraade af Mexico, Yucatán halvoen. Jeg tog dertil med fire af de andre danskere. Foerste stop paa vores rejse var Cancún, et noget turistet sted, men ogsaa en del af Mexico, som jeg synes er vaerd at kende til. Vi kom dertil efter 28 timer i bus, saa det er vist ikke nogen underdrivelse, hvis jeg siger at stort set hele min krop beklagede sig.

Cancún bestaar mestendels af turister og de mexicanere, som bor og arbejder der kan alle engelsk og foretraekker at fortaelle priser i dollars. Maa indroemme at det var lidt af et chok, at komme fra min lille, bitte landsby i Michoacán staten til dette turistede sted. Chokket ramte mig for alvor den foerste aften, da vi ville i byen i hotel zonen. Her forlod al alkohol min krop, og jeg var lamslaaet over det syn, som ramte mig. Dette omraade mindede mig mest af alt om USA, og det har nok ogsaa vaeret meningen.

Paa trods af dette blev vi dog i Cancún i nogle dage, for ud over turisthelvedet, saa har Cancún nogle helt fantastisk sumkke strande, som lige skulle tilses af danskerne.

Efter nogle dage i Cancún gik turen videre til Isla Mujeres, en ganske vidunderlig og smuk oe i det Caribbiske Hav. Det var kaerlighed ved foerste blik, der ramte mig, da jeg betraadte oen for foerste gang. Oen er ganske lille, kun 7 km lang. De smukkeste hvide sandstrande er at finde her og de smaa hyggelige gader er fyldt med smaa cafeer, farvestraalende huse og rare mennesker. Paa oen lejede vi en lille golfbil, som vi droenede oen rundt i. Foerst syntes jeg, det var noget pinligt og turistet at koere rundt i den lille bil, men det endte med at blive helt fantastisk sjovt samt en god maade at se oen paa. Vi koerte blandt andet til forskellige strande, en tur paa et reservat for kaempeskildpadder og forbi ruinerne paa oens spids.

Skaebnen og tiden ville at vi skulle forlade dette paradis paa jord. Det blev til fordel for Cozumel, Mexicos stoerste oe. Der var vi kun i en enkelt dag, det var ikke lige min smag. Men turen paa Cozumel boed da paa en snorkeltur i det Caribbiske Hav, en smuk og god oplevelse. Er stolt over at sige, at jeg saa en haj og kun gik lidt i panik….

Efter Cozumel tog vi turen til Tulum, endnu et ferieparadis. Tulum havde nogle helt fantastiske strande. Det turkisblaa hav og det hvide sandstrand blev beundret under skyggen af et palmetrae. Til tider var jeg noedt til at lukke mine oejne for at tro paa at udsigten kunne vaere saa smuk, som den var. I Tulum fik vi ud over strandene set de gamle mayaruiner, som maa have den smukkeste beliggende og de flotteste omgivelser jeg nogensinde har set. Ruinerne ligger lige ned til havet, saa det kan faktisk ikke blive koennere.

Da vi havde faaet nok af at dase, slappe af og ligge paa stranden tog vi til Mérida, hovedstaden i Yucatán staten. Denne by var ganske smuk i gammel kolonistil og mindede mig meget om Morelia. Faktisk foeltes det lidt som at vaere hjemme igen, da jeg foerste gang betradte gaderne i Mérida.

Efter nogle dage tog jeg den lange tur tilbage til Mexico City, en tur paa 21 timer i bus. Det var skoent at vaere tilbage i storbyen og tiden i Mexico City blev brugt paa at moedes med forskellige venner i byen samt moedes med Visse og Anne fra mit gymnasie i Danmark. Det var noget surrealistisk at moedes med dem i verdens stoerste by. Men sjovt og skoent, det var det.

Efter en weekend i Mexico City tog de to piger med mig til min landsby, El Moral. Det var saa fantastisk at komme hjem og helt vildt at vise mit mexicanske hjem frem for andre. Det var rart at have besoeg i min landsby. Min familie var i hopla og snakkede og spurgte og vardede os op, som var vi prinsesser.

Herefter havde jeg en rigtig god uge i min landsby, inden jeg i weekenden tog til Morelia for at fejre foedselsdag for nogle veninder.

Paa min skole er der kommet en ny engelsklaerer, en rigtig soed og dygtig laererinde paa 24 aar. Det er virkelig rart at have faaet hende paa skolen, da jeg snakker rigtig godt med hende, og da hun er meget interesseret i at laere mig bedre at kende. Jeg har endnu ikke hoert hende tale engelsk, men det maa jo komme en dag.

Ellers har jeg oplevet at fejre min mormor og bes` guldbryllupsdag, saa langt vaek fra dem som muligt. Dog fik jeg ringet hjem til dem og oensket dem tillykke. Selvom det var helt ubeskriveligt dejligt at snakke med dem, saa kunne jeg ikke lade vaere med at blive en anelse trist, da samtalen var ovre. Trist over ikke at vaere med til at fejre dem, trist over ikke at sidde at snakke om stort og smaat over et bord med alle mormors laekre godter. Men man kan jo ikke vaere med til det hele, og man maa sige at det har nogle bekostninger, naar man er vaek i saa lang tid, som jeg.

Sidst men absolut ikke mindst boed min uge i El Moral paa et jordskaelv. Det foerste som jeg oplever. Det var en angstfremkaldende og vild oplevelse. Jeg blev vaekket om natten ved at hele huset rystede og at jeg hoppede rundt i min seng. Hvad andet kunne jeg goere end at begynde at graede og kalde paa mor. Men mor svarede ikke. Tror ikke selve jordskaelvet varede i mere end et minut, men det var et meget langt minut for mig, som ikke er vant til at blive vaekket af at jorden ryster.

Efter en begivenhedsrig uge gik turen saa til Patzcuaro og Janitzio med de andre danskere inden vi tog videre til Morelia for at fejre et par foedselsdage. Festen  var god, men mit humoer dalede noget, da mit kamera samt en del penge blev stjaalet til festen. Dagen efter blev mine memory cards dog returneret til en af mine venner, saa lykkeligvis er alle mine billeder ikke gaaet tabt, men alligevel er det enormt ubehageligt at der er nogen der har vaeret i min taske og taget mine ting.

Det maa vaere alt der er haendt mig siden jeg sidst lagde hovedet paa bloggen. Mon ikke der nok skal blive mere at skrive om paa et senere tidspunkt….

En weekend er gaaet, en ny staar for tur.

Her sidder jeg saa, paa tagterassen paa Hotel Moneda og taenker tilbage paa den tid, der er gaaet siden jeg sidst har skrevet mine tanker ned paa bloggen. Som saedvanligt er der haendt en del siden sidst og det vil vaere ganske umuligt for mig at beskrive alle de oplevelser og indtryk, jeg har moedt paa min vej.

Jeg er nu i Mexico City. Jeg tog hertil i fredags med to af de danske drenge for at hoere Kashmir. Taenk at de spillede her i Mexico City. Det var en virkelig god koncert og da foerste nummer gik i gang og en kaempe skare af mexicanske fans gik i gang med at skraale med paa Kashmirs sange, blev jeg saa umaadelig stolt over at vaere dansker. De spillede i et par timer og sluttede af med nogle af de gode gamle sange. Efter koncerten faldt vi i snak med en gruppe mexicanere og tog med dem paa baren Leonor. Det er en meget trendy og hip club, som man skal kende ejerne for at blive lukket ind paa. Det gjorde vi saa aabenbart. I hvert fald saa havde vi en skoer og sjov nat paa clubben med masser af snak, dans og alkoholiske drikke.

Om loerdagen besoegte vi Leon Trotskys hus i Coyoacan, meget traette og uoplagte,  men det var alligevel spaendende at gaa rundt i hans hus og maerke den stemning, der herskede. Om aftenen tog vi atter paa bar, denne gang viste det sig at vi var havnet til en maritim boessefest. Foerst var vi lidt skraemte over stedet, men efter en oel begyndte vi at danse med de dejlige boesser. Det var for en gang skyld dejligt ikke at vaere hende, der blev gloet paa. Til festen moedte vi de soedeste maend og tog med et par af dem hjem til morgenfest. Endte med at sove der og spise morgenmad med dem dagen derpaa. Efter en lur og et bad moedtes vi med drengene igen og besoegte sammen Palacio Nacional, hvor vi saa Diego Riveras kaempe vaegmalerier af Mexicos historie. Derefter var vi en tur i katedralen og efterfoelgende ude at spise med dem. Aftenen blev brugt i biografen, hvor vi saa Precious.

Mandag formiddag blev der koebt billetter til Cancún i paaskeferien og efter dette indkoeb forlod drengene mig. Jeg brugte resten af dagen paa at gaa rundt i denne dejlige by og shoppe lidt. Ellers er mine dage her blevet brugt paa at indsnuse den helt saerlige stemning, der hersker her i byen og vaere super kulturel. Har faaet besoegt en del kunstmuseer, men mangler stadig en masse at se, inden jeg atter kan drage mod Danmark.

Forud for dette besoeg i Mexico City, har jeg brugt mine hverdage i El Moral og Doktor Miguel Silva og mine weekender i Morelia. Mine dage bliver brugt paa at undervise i engelsk, lease, hoere musik, skrive dagbog, vaere sammen med min familie og vaske toej, det maa jeg nemlig selv goere nu. Det foeles virkelig rart at jeg ikke skal give mit beskidte toej til tjenestepigerne, men i stedet selv staar ved pilaen med sved paa overlaeben og ihaerdigt proever at faa mit toej rent.

Med hensyn til laesningen, saa laeser jeg meget for tiden. Jeg finder en ro ved at fordybe mig i andres universer, maaske er det lidt en flugt fra mit eget univers, hvem ved. Om ikke andet saa har jeg for tiden meget glaede ved at lease. Jeg er netop gaaet i gang med at lease Moby Dick, en bog, der vist kommer til at tage lidt tid at lease. Jeg synes indtil videre at den er en smule toer.

Da jeg kom hjem til El Moral i sidste weekend efter et besoeg i Morelia, blev jeg modtaget med kys haand af min familie, som var meget glade for at se mig igen. Faderen, Pedro, lyste op da han ser mig, og han begyndte straks at lave en kop kaffe til mig. Moderen, Consuela, kom foerst hjem senere, men hendes glaede over at gense mig, var ikke til at tage fejl af. Broderen, Pedro, kom loebende hen til mig og gav mig et kaempe knus. Soesteren, Yuritzi, var mere beskeden, hun smilte blot, og sagde hej og spurgte til om jeg havde haft det godt. Det var en skoen foelelse at blive modtaget saa vel af min mexicanske familie ogsaa selvom jeg kun havde vaeret vaek i en weekend.

Da jeg gaar uden for inden sengetid, overvaeldes jeg af det smukkeste syn. Jeg kigger op paa den kulsorte himmel, hvor tusindvis af stjerner lyser op. jeg har sjaeldent I mit liv set saa mange stjerner. Jeg bliver glad indeni, da jeg ser Cassiopeia og Orions baelte, jeg foeler mig pludselig ikke saa langt vaek fra Danmark, det er trods alt stadig de samme stjerner vi kan se paa himmelen, blot med nogle timers forskel. Jeg kommer til at taenke paa en sang fra min barndom , som handler om netop stjerner. Den begynder saadan her: “Saa tit om natten ser jeg op paa maelkevejens flor, af tusindvis af stjerner, der et band om jorden snor. Jeg taeller stjerner alle dem, der lyser klart og staerkt, indtil de langsomt daler ned I morgenroedens skaer.” Jeg husker at jeg var helt vild med denne sang, det maa jeg ogsaa have vaeret siden jeg stadig husker den i dag.

Med disse ord vil jeg slutte dette indlaeg og bevaege mig ned fra tagterassen og ud i den pulserende og livlige storby. Jeg har et stramt program i dag, vil baade besoege Diego Rivera museet, Museo de Arte Moderne samt Museo de Arte Contemporario. Gad vide om jeg kan naa alt det?

Emotionel Landscape

Det er efterhaanden ved at vaere lang tid siden, at jeg har taget mig tid til at skrive et indlaeg paa denne blog. Jeg vil derfor proeve at sammenfatte og beskrive alle de ting der er haendt mig paa det sidste. Det er ikke saa lidt, maa jeg sige.

Sidste fredag var jeg med Pepi, min mongol bror, i skole i byen Ario De Rosales. Jeg blev modtaget rigtig godt paa skolen, alle synes det varr spaendende at jeg havde fundet min vej til netop deres skole. Eleverne uddelede gerne knus og kindkys, og de snakkede meget med mig. Laererne synes det var spaendende at jeg gad at besoege dem, og de udtrykte deres glaede over min interesse i boernene. De var ligeledes meget interesserede i at hoere om mine erfaringer som laerer. Skolen er forholdsvis lille, der er to klasser med ca. 8 elever i hver. Pepi er alderspraesidenten, han er faktisk over ti aar aeldre end de andre elever. Der er desvaerre ikke andre tilbud til en ung mand med hans handicap i dette omraade af Mexico. Det goer mig lidt trist, for er i tvivl om hvor meget han laerer, men han er glad for at gaa i skole og fortaeller ivrigt hver dag, om hvad der er haendt i skolen.

Efter et besoeg paa Pepi´s skole drog jeg mod Morelia, hvor jeg havde en dejlig weekend i civilisationen langt fra det ellers saa velkendte landliv. Weekenden bliver brugt med de andre danskere.

Mandag var jeg paa udflugt med fjerde semester. Kl 11 om formiddagen koerte vi mod Los Negros, en flod eller et lille vandfald. Her hyggede vi med badning og faellesspisning. Det var en ganske hyggelig dag, og jeg fik snakket med mange af eleverne, og jeg foeler at jeg saa smaat begynder at komme ind paa livet af dem.

Pludselig kom dagen, som jeg havde glaedet mig til i mange dage. Det blev nemlig atter fredag og det betoed at naesen skulle vendes mod Mexico City. Dagene op til afgangen sneglede sig afsted, jeg havde svaert ved at tro paa, at det ville blive fredag. Men fredagen kom og jeg tog glad og forventningsfuld fra El Moral ved middagstid. Herfra tog jeg bussen til Patzcuaro, hvor jeg moedtes med Andrea, her fik jeg skrevet nogle mails og ordnet nogle smaating inden de to damer satte sig i bussen mod Mexico City.

Turen varer fem timer og den tilbringer vi i selskab med synkroniserede film, en koncertoptagelse af en meget kikset mexicansk sanger samt en meget gammel koncertoptagelse af Michael Jackson. Da vi endelig kommer til den gigantiske by, tager vi mod et hostel og moedes med de andre danskere.

Loerdag morgen vaagner jeg op i Mexico City, det er en helt vild foelelse. Her er bare ubeskriveligt stort, og helt igennem fantastisk. Vi tager paa shopping inden vi skal hjem og goere os laekre til aftenens fest, en foedselsdagsfest for min faetter Edgar. Det vil sige, han er jo ikke min faetter, men han er min mexicanske soesters faetter. Vi ender med at komme et par timer for sent i aegte mexi-stil, vi kan ikke goere os faerdige og taxi-manden kan ikke finde adressen. Foedselsdagsfesten er en aegte mexicansk fest med tacos og coronas. Her moeder jeg faetters venner og genser hans familie. De er alle glade for at jeg er kommet, og jeg faar virkelig en dejlig foelelse indeni af at vaere velkommen. Efter en masse oel og tacos i foraeldrenes have, tager vi mod centrum for at hoere nogle venner spille. Vi tager paa baren Atlantico, hvor to unge old school hip hoppere skal underholde os, og det goer de i bedste stil. Det er i det hele taget en helt eventyrlig og fantastisk aften, hvor jeg danser, hygger mig og snakker en masse spansk med diverse familiemedlemmer og venner til min faetter.

Dagen efter bliver brugt som de fleste toemmermaendsdage i Mexico, nemlig med en tur i biografen. Denne gang ser vi Desde Mi Cielo, paa engelsk hedder den The Lovely Bones. Det er en virkelig daarlig film, den kan ikke anbefales.

Om mandagen tager vi til koncert med Massive Attack, vi havde ikke naaet at koebe billetter, men formaar at koebe derude. Det er en stor koncert, og da nummeret Tear Drop spilles, sender jeg en kaerlig tanke hjem til Groovy Voices. Sangen er saa smuk at mine oejne fyldes med taarer.

Tirsdag skal vi atter hjem til vores smaa landsbyer, men foerst skal vi besoege Frida Kahlos hus. Det ligger i det charmerende omraade Coyoacan, som oser af kreativitet og liv. Fridas hus er blaat, og det er en ubeskrivelig foelelse at gaa rundt i hendes hus, se hendes billeder, hvor de hoerer hjemme, gaa rundt i hendes have, se hendes moebler, hendes koerestol og hendes malersted.

Tirdags eftermiddag drager vi mod landlivet, jeg holder dog et stop i Patzcuaro, inden jeg tager tilbage til El Moral om onsdagen. Her moeder jeg jeg viceskoleinspektoeren, som fortaeller at engelsklaereren Mariana er stoppet. Hun skal giftes, og kaereste bor i Morelia. Ja, saa er det jo klart for enhver at man ikke laengere kan arbejde!

Saa nu er jeg for alvor maestra Tere, som eleverne kalder mig. Jeg skal nemlig overtage al engelskundervisningen paa ubestemt tid. Eleverne er glade for at de fremover skal have mig, og det er jeg ogsaa. Eleverne taler ikke engelsk, saa denne engelskundervisning bliver rigtig god traening for mit spanske sprog, og det er faktisk fint. Derudover forvaltes undervisningen her paa en noget anden maade end jeg er vant til i Danmark, men jeg er saa smaat begyndt at indfoere lidt anderledes metoder at laere engelsk paa. Heldigvis tager eleverne godt i mod mine noget alternative og anderledes undervisningsforloeb.

Da jeg kommer tilbage til El Moral, er jeg lidt trist til mode. Jeg havde en fantastisk og magisk weekend i Mexico City, og tror lidt at landlivet slog mig haardere end forventet. Om aftenen gaar jeg hen til mit saerlige sted, her sidder jeg hver aften og ser solen gaa ned bag ved advokado markerne. Her er saa smukt og fredfyldt. Her er kun mig, tusindvis af advokadotraer, humlebiernes summen og fuglenes kvidren. Jeg finder en ubeskrivelig ro her, dette er mit Emotionel Landscape, som Bjork synger om i sangen Joga. Efter dette aften ritual har jeg det altid meget bedre og gaar syngende hjem mod mit hus.

Under den varmende sol

Meget er haendt siden jeg sidst skrev paa bloggen. Hver dag byder paa saa mange udfordringer, oplevelser og nye indtryk, at det til tider kan vaere svaert at forstaa, at jeg er her, og at jeg oplever og ser det, som jeg goer. Jeg vil dog alligevel proeve at beskrive de haendelser, der er forekommet paa det sidste.

Jeg er begyndt at have nogle rigtig gode samtaler med moderen i min familie. Hun har nogle interessante tanker og refleksioner om stort og smaat. Jeg har blandt andet snakket en del om religion med hende. Det der dog fylder mest i vores samtaler er hendes handikappede soen. Hun fortaeller mig, at det er svaert at have et barn med down`s syndrom i en verden, der ikke accepterer folk, der er anderledes. Resten af familien vil ikke acceptere ham, som han er, og det finder hun urimeligt og haardt. Jeg har intet andet end forstaaelse for hende. Jeg er oprigtigt interesseret i at laere ham bedre at kende og synes han er noget af det skoenneste jeg nogensinde har moedt. Jeg snakker meget med moderen om, at jeg har arbejdet med folk som hendes soen, inden jeg blev laerer. Hun er lykkelig over min maade at se paa ham og hans handikap og fortaeller ivrigt, naar jeg spoerger det mindste. Jeg har faaet lov til at tage med Pepi i skole i morgen og det ser jeg meget frem til. Han gaar paa en specialskole i byen Ario De Rosales ca. 30 min fra vores hus.

Weekenden blev atter tilbragt i civilisationen et stykke vaek fra El Moral og Doktor Miguel Silva. Jeg vaagnede glad og frisk op fredag. Uden for var der fyldt med solskin og jeg skulle tilbringe weekenden i Morelia med Anna. I Morelia bliver der hygget, sludret, festet og set ultra daarlig film. Kan ikke anbefale When In Rome!

Soendag drager Anna og jeg afsted mod Patzcuaro for at moedes med Andrea og for at opleve hendes oe, Janitzio. Det er skoent at vaere sammen med pigerne, og vi tuller rundt i den hyggelige by Patzcuaro og naar ogsaa et besoeg paa turistoen Janitzio. Her moeder vi Andreas familie og oplever den famoese statue af helten Morelos, som pryder oens top.

Mandag gaar turen tilbage til El Moral, jeg vaagner smadret op. Har ondt i halsen, kan ikke synke uden at det foeles som om 1000 knive stikker ud af min hals. Jeg faar noget penicillin paa apoteket, som gerne skulle faa halsbetaendelsen til at forsvinde. En aeske meget store piller i hvide og groenne nuancer, som skal tages hver ottende time, er svaret paa mine boenner.

Jeg kommer syg og traet til El Moral sidst paa eftermiddagen om mandagen og sover indtil der er aftensmad. Da jeg kommer hjem, opdager jeg at jeg har faaet min egen seng! Dog stadig paa soesters vaerelse, men det er dog en betydelig forbedring. Saa nu er det slut med at dele seng med 16 aarig mexicansk soester, der oensker at kramme mig om natten, det er da skoent!

Tirsdag begynder en ny skoleuge, og den gaar rigtig godt. Jeg begynder at have gode snakke med engelsklaereren Mariana, og selvom jeg ikke er fan af den maade, som hun forvalter undervisningen paa, tror jeg godt, at jeg med tiden kan acceptere den. Hun goer sit bedste og proever at forbedre undervisningen time for time. Hun klager en del over de studerende og deres manglende lyst til at laere engelsk. Jeg fortaeller hende lidt om de projekter, som jeg oensker at igangsaette, som forhaabenlig kan give eleverne en fornyet lyst til at laere engelsk. Hun er meget positiv over min ideer og kalder dem ligefrem geniale. Det maa vist vaere en overdrivelse, men det foeles alligevel rart, at hun er paa min side. Jeg er ogsaa begyndt at have en stoerre rolle i engelsktimerne, hvilket det passer mig ganske godt.

Mit forhold til eleverne bliver ogsaa bedre for hver dag, der gaar. De er stadig meget interesserede i mig.  Nogle af fyrene er maaske lidt for ivrige med at laere mig at kende.  De er meget aabne her og spoerger ofte om jeg vil giftes med dem. Jeg takker paent nej og siger at jeg da vist er for gammel til dem.                                                                                                                                                                                                                                                                                                    Et af mine hold har inviteret mig med paa klasseudflugt paa mandag og det vil jeg se frem til. Det er det bedste hold, som jeg har. Her er en god stemning, og nogle af dem er over 20 aar! Udflugten er aabenbart et led i fejringen af valentinsdag, en tradition som de gaar ufattelig hoejt op i her.

En anden tradtion, som fylder meget her for tiden, er kaaringen af aarets dronning til foraarsballet. Da kandidaterne skulle vaelges sidder der lige pludselig 40 elever og raaber “Tere, Tere, Tere”, mens de klapper i haenderne. Jeg faar sagt: “Hell, no!” Og den forstaar de vist, for jeg er sluppet for at stille op til dronning. Jeg siger mange tak! En af kandidaterne er min soester, og hun kan nu ikke snakke om andet. Hun faar tilmed fri fra skole for at indsamle penge, saa hun kan vinde. Dronningen er nemlig den pige, som formaar at indsamle flest penge. Dette er lidt af et chok for mig og en tradition, som jeg endnu ikke formaar at relatere mig selv til.

Jeg er nu saa smaat ved at vaere ovenpaa igen efter min halsbetaendelse, og det er rart. Jeg har ikke haft det store overskud paa det sidste og har mest af alt oensket at sove. Det har vaeret en umulighed i en kultur, hvor man aabenbart ikke ligger i sengen, naar man er syg.

Nu vil jeg forlade Doktor Miguel Silva for en stund og bevaege mig mod El Moral, hvor jeg vil spise frokost og gaa en tur i den fantastisk natur, som omgiver ranchen. Derudover vil jeg glaede mig til at skulle i skole med Pepi i morgen og herefter hoppe paa bussen til Morelia, hvor jeg skal hygge med Andrea og de andre skoenne mennesker, som maatte finde vej til hovedstaden i Michoacán staten.

Endnu en uge er gaaet i Mexicos land

En uge er gaaet i det mexicanske. En uge der har budt paa mange dejlige oplevelser og udfordrende situationer. Jeg spenderede weekenden i Morelia med de andre danske voluntoere og gensynsglaeden var stor. Vi havde alle mange indtryk og oplevelser, der skulle deles. Det var en helt unik foelelse at vaere samlet igen og bare kunne faa lov til at vaere sig selv og snakke dansk.
Turen til Morelia gaar fint, det tager ca. tre timer i alt at naa frem til storbyen. Paa vejen sidder jeg og kigger ud af vinduet og faar pludselig oeje paa de smukkeste lilla lupiner i groeftekanten. Mine oejne fyldes med taarer, da jeg ser blomsterne. Minder om en varm sommerdag i mor og Allans have dukker frem. Jeg savner at sidde i deres have om sommeren med en kop kaffe og hyggesnakke paa baenken foran alle deres skoenne lupiner. Jeg taenker, at jeg er ufattelig heldig, at jeg kan faa taarer i oejnene over at se nogle blomster og forbinde disse med folk, jeg elsker.
I Morelia finder jeg frem  til Hostal Allende, der skal vaere vores gemmested i denne weekend. Dagene bruges paa at sludre, hygge og feste med hinanden, de tyske voluntoerer og vores venner i Morelia. Jeg faar ogsaa endelig set Zombieland, og den er intet mindre end en perfekt zombie film.
Mandag over middag gaar turen atter tilbage til Doktor Miguel Silva og El Moral. Jeg er lidt melankolsk til mode, jeg glaeder mig til at komme ud til min familie igen, men ved ogsaa at det bliver en udfordrende uge.
Tirsdag morgen begynder en ny uge paa skolen, og jeg faar snakket med baade inspektoeren og med engelsklaereren. Jeg er sikker paa at vores samarbejde nok skal blive fint med tiden. Jeg skal blot laere at vaere voluntoer og fralaegge mig min laererrolle lidt.
Da jeg kommer hjem fra skole er huset fyldt med maend fra familien. De drikker mezcal og whiskey og bliver noget skuffede, da jeg takker nej til de alkoholiske draaber. Onklen, som tidligere har vaeret lidt naergaaende over for mig, naar han bliver fuld, er i hopla og han foerer sig frem. Han siger endnu en gang at han vil giftes med mig, og at jeg er den smukkeste skabning paa jorden. Jeg skal snart have laert at sige: “Hold nu, saa er jeg vist heller ikke skoennere” paa spansk.

Paa besoeg er ogsaa den soedeste musiker faetter fra Mexico DF, ham snakker jeg med hele aftenen, og han er rigtig rar at tale med. Ham vil jeg besoege en weekend i hovedstaden og moede den kaempestore og frygtindgydende by med en, som kender den ganske godt.
Vejret er ikke med mig for tiden. Det har nu regnet uafbrudt i to dage og her er hundekoldt. Sidder nu paa internetcafe i Doktor Miguel Silva med kolde taer og fingre der foeles som istapper. Jeg droemmer mig til en varm kop kaffe, men en saadag er desvaerre svaer at opstoeve her paa landet. Jeg vil dog goere et forsoeg og bevaege mig ud i regnen og dufte mig frem til en god, varm kop kaffe.

Moedet med Doktor Miguel Silva

Mandag morgen pakkede jeg rygsaekken igen. Denne gang var det en noget mere alvorlig pakning end tidligere pakninger. Denne  indikerede nemlig at jeg skulle sige farvel til Morelia og det trygge, dejlige liv som rygsaekrejsende.

Jeg tog en taxa til CECYTEM´s kontor med de andre danskere og blev hentet der af skoleinspektoeren fra min skole. Faar et rigtig godt indtryk  af ham, vi snakker meget sammen, griner og han kalder mig enten Tere eller Teresita, det foeles lidt som at vaere tilbage i El Salvador, hvor Luis kaldte mig ved samme navn. Koereturen til Doktor Miguel Silva tager ca. halvanden time og da vi ankommer til byen, viser inspektoeren mig rundt i byen og paa skolen. Der er omkring 700 indbyggere i byen og lidt over 90 elever paa skolen. Byen er saa smuk, med farverige bygninger og flotte omgivelser.

Efter en del drama om, hvor jeg skal bo, bliver jeg midlertidigt instaleret paa et vaerelse i et forladt hus. Her skal jeg tilbringe en nat indtil min familie er klar til at modtage mig.

Jeg finder en tienda, hvor jeg kan koebe lidt aftensmad, grovbroed fra Bimbo og bananer.  Damen i kiosken spoerger om jeg er den nye laerer og hun bliver glad da jeg siger ja. Jeg foeler mig straks meget mere velkommen og gaar glad og syngende tilbage til mit lille vaerelse. Her saetter jeg mig i sengen med min roede sovepose over mig og med kiks i munden, mens jeg loeser kryds og tvaers. Jeg saetter John Mayer paa Ipod´en for at proeve at overdoeve den spanske opera, der lyder fra naboens stue. I min kryds og tvaers skal jeg finde et ord for at affinde sig med forholdene, jeg finder det ret ironisk, at jeg ikke kan finde dette ord, da det er praecis, det som jeg proever at goere.

Jeg falder i soevn og vaagner naeste morgen ved mit vaekkeur kl 7. Jeg goer mig klar til foerste skoledag og gaar ned til skolen. Her venter jeg i en god rum tid paa at skoleinspektoeren skal dukke op. Da han kommer er han glad for at se mig og han introducerer mig for alle skolens elever. Herefter har vi en snak om hvad jeg kan lave af aktiviteter paa skolen, og han er meget positivt stemt over for mine forslag om hjemkundskab og musikundervisning. Han foreslaar samtidig at jeg kan undervise i byens boernehave.

Jeg har mine foerste timer med Marianna, skolens engelsklaerer. Hun er ikke en typisk dansk laerer. Hun er faktisk ikke engang laerer, og hun taler haarrejsende daarligt engelsk. Men hun proever, og jeg er sikker paa at hun goer sit bedste.

Efter timerne tager jeg med min nye soester, Yuritz, hjem til hendes familie. Vi skal koere i combi i 20 minutter og derefter gaa i 10 minutter foer vi naar frem til familiens hus. Hendes familie ejer det omraade der hedder El Moral, en ranch, hvor der dyrkes majs, mango, avokado, papaya, lime og en masse andre frugter og groensager. Familien er yderst velhavende og har et stort hus og en masse ansatte. Jeg moeder hendes bror Pedro, som er den kaereste mongol, jeg nogensinde har set. Jeg faar den store rundvisning paa deres ranch og den er virkelig stor og der er helt ufatteligt smukt.

Men det er noget langt vaek fra al ting, og jeg maa tage til den farverige og smukke storby Doktor Miguel Silva, for at faa mobilsignal og for at gaa paa internettet. Det skal jeg nu nok vende mig til med tiden.

I weekenden staar den paa afslapning, hygge, masser  af snak og maaske en fest med de andre danske og tyske voluntoerer. Glaeder mig til at snakke andet end spansk. Det kan til tider vaere haardt for det gamle hoved, at alt foregaar paa spansk. Naar klokken naar 21, er jeg en meget traet, gammel kone, der blot oensker at slappe af med musik i oererne.

Nu sidder der 7 fnisende, unge mexicanske piger og venter paa mig. Derfor maa jeg slutte mine skriblerier for i dag. Jeg vender dog staerkt tilbage paa et senere tidspunkt.

Er naesten mexicaner nu….

Over en uge er nu gaaet i Morelia. En uge der baade har budt paa op- og nedture. Heldigvis med overvaegt paa opture.

Vi ankom til Morelia sidste fredag og fandt vej til det frivillighus, som vi kan benytte os af her i byen. Noget af et syn moedte mig: et meget lille og moeg beskidt hus et stykke vaek fra byens centrum. Ikke nok med at huset er lille og ulaekkert, saa er det ogsaa beboet af en flok tyske voluntoere og alt deres rod. Der er seks sengepladser, og vi sover for det meste et godt stykke over ti i huset, saa det siger vist sig selv, at det er rimelig overbeboet. 

Til vores store overraskelse, fik vi at vide at vi foerst skulle til moede ved ViveMexico om tirsdagen og ikke om mandagen som foerst antaget. Det tog lige lidt tid at sluge den kamel, men det lykkedes da for os. Moedet ved ViveMexico var ikke specielt godt. Vi fik ikke nogen information, og jeg sad tilbage med en noget tom fornemmelse.

Torsdag var vi til moede med CECYTEM, som staar for vores skoler og kontakten til skoleinspektoerere og familier. Her fik vi lidt at vide om hver vores landsby og lidt af min frustration forsvandt langsomt.

Dagene i Morelia er gaaet med at shoppe, vaere paa museum, gaa rundt i byen, vaere i zoologisk have og feste. Morelia er en forholdsvis stor by, hovedstaden i staten Michoacan, saa her er mange muligheder og noget for enhver smag. Her er internationale kaeder, storcentre og mange biografer. Med hensyn til biografer er det en nydelse, som jeg har benyttet mig af i stor stil. Har blandt andet faaet set Sherlock Holmes, Fame, Where Are the Morgans?, Paranormal Activity og Amor sin escalas. Sidstnaevnte film blev set i en af biografernes VIP afdelinger, hvilket betoed at tjernere betjente os under filmen, og at vi laa i laedersofaer og saa filmen. Rart naar man har toemmermaend….. Og med hensyn til dem, saa er det jo gerne efterfoelgerne paa en god aften i byen. Og dem er det efterhaanden blevet til et par stykker af. Vi har moedt og festet lidt med de tyske voluntoerere og deres lokale venner, og det har vaeret rigtig dejligt at moede nogle mennesker fra byen. Det betyder at ens omgangskreds i Morelia ganske stille bliver udvidet.

I morgen skal jeg ud til min landsby for foerste gang. Jeg kan saa smaat foele nervoesiteten brede sig i min krop og foeler nogle gange at min mave er blevet til en sommerfuglefarm. Jeg er meget forventningsfuld over at skulle derud og moede de mennesker, som skal vaere en stor del af mit liv de kommende fire maaneder. Jeg skal bo i landsbyen Doktor Miguel Silva, som ligger ca. tre timer fra Morelia. Landsbyen har omkring 700 indbyggere og ligger oppe i bjergene. Landsbyens navn er jo lige mig, er jo helt besat af laeger og medicin, saa jeg tror, at det maa vaere skaebnen, at det er lige netop der jeg skal bo. Jeg skal moede paa CECYTEM´s kontor i morgen kl 12. Der bil jeg blive hentet af skoleinspektoeren fra min skole. Han skal koere mig til landsbyen, vise mig skolen og introducere mig for den familie, som jeg skal bo ved de naeste mange maaneder.

Fortsaettelse foelger snarest med en update paa mit foerste moede med min nye mexicanske familie og mit arbejde paa den lokale skole.

Sol, varme og brune balder

Traet og med oem ende, ankom jeg til Puerto Escondido i loerdags. Herfra tog pigerne og jeg til stranden Zipolite, som ligger en times koersel fra Puerto Escondido. Her boede vi paa hostlet A Nice Place On The Beach. Og det var i sandhed et rigtig skoent sted paa stranden. Vores hostel og vaerelse laa ned til vandet og lyden fra boelgerne og havet kom naermest til at virke meditativt paa mig. Det var fantastisk at vaere i Zipolite og dagene blev brugt paa at lave mindst muligt og nyde hvert et oejeblik og hver et syn af omgivelserne mest muligt.

Zipolite var en hyggelig, lille strand, og kun faa turister havde fundet deres vej til denne perle. Den foerste dag paa stranden opdager vi dog, at stranden er en nudiststrand! Man skal  ikke vaere noegen, men mange gamle maend havde set deres chance for at smide kludene og vaere i et med naturen for en dag eller to. Det var lidt specielt, men egentlig ogsaa ret god underholdning.

Efter nogle dage paa Zipolite, pakkede vi vores tasker igen. Denne gang tog vi ind til Puerto Escondido, for at bo et par dage. Denne by er noget mere turistet end stranden Zipolite, og byen byder derfor paa en del flere muligheder.

I gaar morges forlod vi vores hostel, Mayflower, kl 06.45 for at tage paa en sejltur som indkluderede at se delfiner, skildpadder, fange fisk samt en tur paa en anden strand i naerheden.                                                                                      Vi fik set nogle delfiner, men de var noget langt vaek, saa vi saa derfor mest svirpen med haler. Vi saa tilgengaeld mange kaempe skildpadder, og jeg roerte ved en af dem. Det var en rigtig god sejltur, dog lidt stenet til tider. Vi sejlede bare rundt og rundt i en god rum tid i rimelig hoeje boelger og vi blev derfor plaskvaade.

Da vi kom tilbage paa landjorden og til civilisationen, tog vi en lur og et bad. Derefter gjorde vi et ihaerdigt forsoeg paa at komme vores flaske rom til livs. Det foregik paa vores hostel sammen med en del andre unge mennesker til tonerne af en syngende og guitarspillende ung canadisk mand. Det var virkelig hyggeligt og fantastisk at moede saa mange interessante og skoere mennesker. Vi fortsatte festen paa diverse barer og det blev  paent sent.

Dagen i dag skal bruges som de fleste er blevet brugt her paa stranden, nemlig med at lave saa lidt som jeg kan slippe afsted med.                                     Vi tager til Mexico City med bus i aften kl. 20.30. Det tager 12 timer at komme fra Puerto Escondido til Mexico City, og herfra skal vi med en bus til Morelia.

Paa mandag begynder vores introperiode ved ViveMexico, og det er ved at blive alvor med mit voluntoerarbejde. Jeg baade glaeder mig til at komme i gang og frygter det paa samme tid. Jeg har virkelig nydt den sidste tid, hvor jeg har rejst, oplevet lande og kulturer og moedt en masse dejlige mennesker. Jeg kan derfor ikke forestille mig, hvordan det bliver at skulle undvaere det. Men samtidig glaeder jeg mig rigtig meget til at moede min nye familie, laere dem at kende og finde ud af hvad mit arbejde paa skolen helt praecist vil vaere.