Moedet med Doktor Miguel Silva

Mandag morgen pakkede jeg rygsaekken igen. Denne gang var det en noget mere alvorlig pakning end tidligere pakninger. Denne  indikerede nemlig at jeg skulle sige farvel til Morelia og det trygge, dejlige liv som rygsaekrejsende.

Jeg tog en taxa til CECYTEM´s kontor med de andre danskere og blev hentet der af skoleinspektoeren fra min skole. Faar et rigtig godt indtryk  af ham, vi snakker meget sammen, griner og han kalder mig enten Tere eller Teresita, det foeles lidt som at vaere tilbage i El Salvador, hvor Luis kaldte mig ved samme navn. Koereturen til Doktor Miguel Silva tager ca. halvanden time og da vi ankommer til byen, viser inspektoeren mig rundt i byen og paa skolen. Der er omkring 700 indbyggere i byen og lidt over 90 elever paa skolen. Byen er saa smuk, med farverige bygninger og flotte omgivelser.

Efter en del drama om, hvor jeg skal bo, bliver jeg midlertidigt instaleret paa et vaerelse i et forladt hus. Her skal jeg tilbringe en nat indtil min familie er klar til at modtage mig.

Jeg finder en tienda, hvor jeg kan koebe lidt aftensmad, grovbroed fra Bimbo og bananer.  Damen i kiosken spoerger om jeg er den nye laerer og hun bliver glad da jeg siger ja. Jeg foeler mig straks meget mere velkommen og gaar glad og syngende tilbage til mit lille vaerelse. Her saetter jeg mig i sengen med min roede sovepose over mig og med kiks i munden, mens jeg loeser kryds og tvaers. Jeg saetter John Mayer paa Ipod´en for at proeve at overdoeve den spanske opera, der lyder fra naboens stue. I min kryds og tvaers skal jeg finde et ord for at affinde sig med forholdene, jeg finder det ret ironisk, at jeg ikke kan finde dette ord, da det er praecis, det som jeg proever at goere.

Jeg falder i soevn og vaagner naeste morgen ved mit vaekkeur kl 7. Jeg goer mig klar til foerste skoledag og gaar ned til skolen. Her venter jeg i en god rum tid paa at skoleinspektoeren skal dukke op. Da han kommer er han glad for at se mig og han introducerer mig for alle skolens elever. Herefter har vi en snak om hvad jeg kan lave af aktiviteter paa skolen, og han er meget positivt stemt over for mine forslag om hjemkundskab og musikundervisning. Han foreslaar samtidig at jeg kan undervise i byens boernehave.

Jeg har mine foerste timer med Marianna, skolens engelsklaerer. Hun er ikke en typisk dansk laerer. Hun er faktisk ikke engang laerer, og hun taler haarrejsende daarligt engelsk. Men hun proever, og jeg er sikker paa at hun goer sit bedste.

Efter timerne tager jeg med min nye soester, Yuritz, hjem til hendes familie. Vi skal koere i combi i 20 minutter og derefter gaa i 10 minutter foer vi naar frem til familiens hus. Hendes familie ejer det omraade der hedder El Moral, en ranch, hvor der dyrkes majs, mango, avokado, papaya, lime og en masse andre frugter og groensager. Familien er yderst velhavende og har et stort hus og en masse ansatte. Jeg moeder hendes bror Pedro, som er den kaereste mongol, jeg nogensinde har set. Jeg faar den store rundvisning paa deres ranch og den er virkelig stor og der er helt ufatteligt smukt.

Men det er noget langt vaek fra al ting, og jeg maa tage til den farverige og smukke storby Doktor Miguel Silva, for at faa mobilsignal og for at gaa paa internettet. Det skal jeg nu nok vende mig til med tiden.

I weekenden staar den paa afslapning, hygge, masser  af snak og maaske en fest med de andre danske og tyske voluntoerer. Glaeder mig til at snakke andet end spansk. Det kan til tider vaere haardt for det gamle hoved, at alt foregaar paa spansk. Naar klokken naar 21, er jeg en meget traet, gammel kone, der blot oensker at slappe af med musik i oererne.

Nu sidder der 7 fnisende, unge mexicanske piger og venter paa mig. Derfor maa jeg slutte mine skriblerier for i dag. Jeg vender dog staerkt tilbage paa et senere tidspunkt.

Er naesten mexicaner nu….

Over en uge er nu gaaet i Morelia. En uge der baade har budt paa op- og nedture. Heldigvis med overvaegt paa opture.

Vi ankom til Morelia sidste fredag og fandt vej til det frivillighus, som vi kan benytte os af her i byen. Noget af et syn moedte mig: et meget lille og moeg beskidt hus et stykke vaek fra byens centrum. Ikke nok med at huset er lille og ulaekkert, saa er det ogsaa beboet af en flok tyske voluntoere og alt deres rod. Der er seks sengepladser, og vi sover for det meste et godt stykke over ti i huset, saa det siger vist sig selv, at det er rimelig overbeboet. 

Til vores store overraskelse, fik vi at vide at vi foerst skulle til moede ved ViveMexico om tirsdagen og ikke om mandagen som foerst antaget. Det tog lige lidt tid at sluge den kamel, men det lykkedes da for os. Moedet ved ViveMexico var ikke specielt godt. Vi fik ikke nogen information, og jeg sad tilbage med en noget tom fornemmelse.

Torsdag var vi til moede med CECYTEM, som staar for vores skoler og kontakten til skoleinspektoerere og familier. Her fik vi lidt at vide om hver vores landsby og lidt af min frustration forsvandt langsomt.

Dagene i Morelia er gaaet med at shoppe, vaere paa museum, gaa rundt i byen, vaere i zoologisk have og feste. Morelia er en forholdsvis stor by, hovedstaden i staten Michoacan, saa her er mange muligheder og noget for enhver smag. Her er internationale kaeder, storcentre og mange biografer. Med hensyn til biografer er det en nydelse, som jeg har benyttet mig af i stor stil. Har blandt andet faaet set Sherlock Holmes, Fame, Where Are the Morgans?, Paranormal Activity og Amor sin escalas. Sidstnaevnte film blev set i en af biografernes VIP afdelinger, hvilket betoed at tjernere betjente os under filmen, og at vi laa i laedersofaer og saa filmen. Rart naar man har toemmermaend….. Og med hensyn til dem, saa er det jo gerne efterfoelgerne paa en god aften i byen. Og dem er det efterhaanden blevet til et par stykker af. Vi har moedt og festet lidt med de tyske voluntoerere og deres lokale venner, og det har vaeret rigtig dejligt at moede nogle mennesker fra byen. Det betyder at ens omgangskreds i Morelia ganske stille bliver udvidet.

I morgen skal jeg ud til min landsby for foerste gang. Jeg kan saa smaat foele nervoesiteten brede sig i min krop og foeler nogle gange at min mave er blevet til en sommerfuglefarm. Jeg er meget forventningsfuld over at skulle derud og moede de mennesker, som skal vaere en stor del af mit liv de kommende fire maaneder. Jeg skal bo i landsbyen Doktor Miguel Silva, som ligger ca. tre timer fra Morelia. Landsbyen har omkring 700 indbyggere og ligger oppe i bjergene. Landsbyens navn er jo lige mig, er jo helt besat af laeger og medicin, saa jeg tror, at det maa vaere skaebnen, at det er lige netop der jeg skal bo. Jeg skal moede paa CECYTEM´s kontor i morgen kl 12. Der bil jeg blive hentet af skoleinspektoeren fra min skole. Han skal koere mig til landsbyen, vise mig skolen og introducere mig for den familie, som jeg skal bo ved de naeste mange maaneder.

Fortsaettelse foelger snarest med en update paa mit foerste moede med min nye mexicanske familie og mit arbejde paa den lokale skole.

Sol, varme og brune balder

Traet og med oem ende, ankom jeg til Puerto Escondido i loerdags. Herfra tog pigerne og jeg til stranden Zipolite, som ligger en times koersel fra Puerto Escondido. Her boede vi paa hostlet A Nice Place On The Beach. Og det var i sandhed et rigtig skoent sted paa stranden. Vores hostel og vaerelse laa ned til vandet og lyden fra boelgerne og havet kom naermest til at virke meditativt paa mig. Det var fantastisk at vaere i Zipolite og dagene blev brugt paa at lave mindst muligt og nyde hvert et oejeblik og hver et syn af omgivelserne mest muligt.

Zipolite var en hyggelig, lille strand, og kun faa turister havde fundet deres vej til denne perle. Den foerste dag paa stranden opdager vi dog, at stranden er en nudiststrand! Man skal  ikke vaere noegen, men mange gamle maend havde set deres chance for at smide kludene og vaere i et med naturen for en dag eller to. Det var lidt specielt, men egentlig ogsaa ret god underholdning.

Efter nogle dage paa Zipolite, pakkede vi vores tasker igen. Denne gang tog vi ind til Puerto Escondido, for at bo et par dage. Denne by er noget mere turistet end stranden Zipolite, og byen byder derfor paa en del flere muligheder.

I gaar morges forlod vi vores hostel, Mayflower, kl 06.45 for at tage paa en sejltur som indkluderede at se delfiner, skildpadder, fange fisk samt en tur paa en anden strand i naerheden.                                                                                      Vi fik set nogle delfiner, men de var noget langt vaek, saa vi saa derfor mest svirpen med haler. Vi saa tilgengaeld mange kaempe skildpadder, og jeg roerte ved en af dem. Det var en rigtig god sejltur, dog lidt stenet til tider. Vi sejlede bare rundt og rundt i en god rum tid i rimelig hoeje boelger og vi blev derfor plaskvaade.

Da vi kom tilbage paa landjorden og til civilisationen, tog vi en lur og et bad. Derefter gjorde vi et ihaerdigt forsoeg paa at komme vores flaske rom til livs. Det foregik paa vores hostel sammen med en del andre unge mennesker til tonerne af en syngende og guitarspillende ung canadisk mand. Det var virkelig hyggeligt og fantastisk at moede saa mange interessante og skoere mennesker. Vi fortsatte festen paa diverse barer og det blev  paent sent.

Dagen i dag skal bruges som de fleste er blevet brugt her paa stranden, nemlig med at lave saa lidt som jeg kan slippe afsted med.                                     Vi tager til Mexico City med bus i aften kl. 20.30. Det tager 12 timer at komme fra Puerto Escondido til Mexico City, og herfra skal vi med en bus til Morelia.

Paa mandag begynder vores introperiode ved ViveMexico, og det er ved at blive alvor med mit voluntoerarbejde. Jeg baade glaeder mig til at komme i gang og frygter det paa samme tid. Jeg har virkelig nydt den sidste tid, hvor jeg har rejst, oplevet lande og kulturer og moedt en masse dejlige mennesker. Jeg kan derfor ikke forestille mig, hvordan det bliver at skulle undvaere det. Men samtidig glaeder jeg mig rigtig meget til at moede min nye familie, laere dem at kende og finde ud af hvad mit arbejde paa skolen helt praecist vil vaere.

Erobringen af Mexico

Efter en skoen og festlig tid i Guatemala, blev det tid til at rejse nordpaa til Mexico, mit hjem de kommende fem maaneder. Det er maerkeligt at taenke paa, at det er her jeg skal opholde mig, bo og arbejde det naeste lange stykke tid. Det er en vidunderlig tanke, for jeg har slet ikke lyst til at forlade landet, der allerede har gjort stort indtryk paa mig. Det er svaert at forklare, hvad det er, jeg godt kan lide. Har bare en god fornemmelse for landet og folkene her.

Erobringen af Mexico begyndte i Palenque,  en hyggelig og farverig by. Her boede vi paa et hostel ude i junglen. Mulighederne og potentialer der var meget store, men desvaerre regnede det umaadelig meget, saa det blev til et kort visit i Palenque. Dagen efter vores ankomst bestilte vi en kombineret turisttur og rejse til San Christobal. Turistturen indeholdt et besoeg ved de gamle ruiner i Palenque, et stop ved vandfaldet Misol Ha og ved Agua Azul.

Ruinerne i Palenque var virkelig flotte og meget  velbevarede. De ligger i junglen,  og turen rundt mellem de forskellige ruiner var paa smaa stier i et helt utroligt landskab. Det var en meget stor oplevelse at se ruinerne, dog var vejret ikke med os den dag, saa efter vi havde set ruinerne proevede vi desperat at blive toerre, inden vores hektiske buschauffoer skulle transportere os videre til naeste stop paa ruten.

Efter ruinerne koerte vi mod vandfaldet Misol Ha, det var virkelig imponerende at se dette store og voldsomme vandfald. Man kan i sandhed sige at dagen stod i vandets tegn, baade paa grund af det stadige regnvejr, men ogsaa fordi efter vandfaldet gik turen til Agua Azul, det blaa vand. Vi havde dog lidt svaert ved at finde det blaa vand, der mest af alt havde en roedbrunlig farve. Men paa trods af dette var det stadig en stor oplevelse at se dette kaempemaessige omraade med smaa og store vandfald.

Efter vores turistbesoeg fortsatte vi mod San Christobal. Det var en noget anderledes tur hertil. Efter en halv times tid i vores minivan, blev vi sat af paa landevejen, hvor vi skulle vente paa vores store bus mod San Christobal. Den ankom ca. en time efter og vi indtog bussen traette, halvvaade og frysende. I bussen viste de filmen Apocalypto, og den blev nydt paa trods af en braendende foelelse i roeven efter at have siddet ned i alt for mange timer paa alt for daarlige bussaeder.

Sent paa aftenen ankom vi til vores maal, San Christobal. Her fandt vi den herligste taxa mand, der koerte os til et yoga hostel, som vi bor paa her i byen.

San Christobal er en virkelig hyggelig by med masser af god stemning, rare mennesker og flotte, kuloerte huse. Her er en god varme om dagen, men om aftenen og natten falder temperaturen gevaldigt og det bliver meget koldt. Jeg har slet ikke varmt nok toej med til dette og har vaeret ude at investere i en dejlig lun cardigan, haaber den kan hjaelpe mig med at finde varmen. Faktisk sover jeg med min sovepose og to tykke taepper over det. Ved godt at jeg er en frosenpind, men her er i sandhed koeligt om natten.

Vi har i dag koebt busbilletter herfra til Puerto Escondido. Der tager vi til i morgen aften, det er en bustur paa omkring 13 timer, saa det bliver vist lidt haardt for de gamle bagdele.

Ellers har dagen i dag budt paa en stor optur, jeg har faaet sendt postkort hjem. Det har taget mig omkring 10 dage at opspore frimaerker samt et posthus, men nu skulle der vaere et par soede hilsner paa vej til Danmark.

Oplevelser i Guatemala

De sidste dage i Antigua boed paa store oplevelser. Jeg besteg vulkanen Pacaya og stod naer flydende lava. Vi tog paa en eftermiddagstur, hvilket betoed at vi saa solen gaa ned oppe fra vulkanen, mens lavaen floed ved vores foedder. Det var paent haardt at gaa op af vulkanen, men det var alle anstrengelserne vaerd, da vi naaede maalet og toppen af vulkanen.

Vi naaede at besoege det kaempe marked i Chichi, og jeg fik koebt nogle rigtig flotte og laekre toerklaeder. Efter nogle timer paa markedet, havde jeg faaet nok. Der var saa mange gadesaelgere, baade boern og voksne, der tilboed alverdens ubrugelige genstande. Det stak i mit hjerte, at jeg var noedt til at sige haardt nej til de smaa boern, og at jeg blev irriteret over deres ihaerdige forsoeg paa at saelge mig deres ting.

Efter nogle fantastiske dage i Antigua, blev det tid til at forlade denne fantastiske by og proeve kraefter med andre steder i Guatemala.

Jeg forlod Antigua d. 1. januar sent om aftenen med kursen sat mod Flores i det nordlige Guatemala. Vi boede paa den hyggelige oe i et par dage paa et rigtig hyggeligt hostel med god stemning og rare mennesker. Fra Flores tog vi paa en dagstur til Tikal, og det var ganske imponerende at opleve denne gamle maya ruinby og gaa rundt mellem de gamle templer og forestille sig, hvordan folk har levet her og hvordan deres samfund var bygget op.

Efter nogle dage i Flores, gik turen atter videre. Denne gang mod Palenque i Mexico. Det var en noget haard tur, der baade inkluderede mange timer paa et haardt saede i en minivan og en regnfyldt sejltur over en flod for at krydse graense mellem Guatemala og Mexico. Men vi naaede vores maal, dog med oemme bagdele, og ankom til Palenque i mandags. Her fandt vi et hostel i omraadet El Panchaan ude i junglen.