Under den varmende sol

Meget er haendt siden jeg sidst skrev paa bloggen. Hver dag byder paa saa mange udfordringer, oplevelser og nye indtryk, at det til tider kan vaere svaert at forstaa, at jeg er her, og at jeg oplever og ser det, som jeg goer. Jeg vil dog alligevel proeve at beskrive de haendelser, der er forekommet paa det sidste.

Jeg er begyndt at have nogle rigtig gode samtaler med moderen i min familie. Hun har nogle interessante tanker og refleksioner om stort og smaat. Jeg har blandt andet snakket en del om religion med hende. Det der dog fylder mest i vores samtaler er hendes handikappede soen. Hun fortaeller mig, at det er svaert at have et barn med down`s syndrom i en verden, der ikke accepterer folk, der er anderledes. Resten af familien vil ikke acceptere ham, som han er, og det finder hun urimeligt og haardt. Jeg har intet andet end forstaaelse for hende. Jeg er oprigtigt interesseret i at laere ham bedre at kende og synes han er noget af det skoenneste jeg nogensinde har moedt. Jeg snakker meget med moderen om, at jeg har arbejdet med folk som hendes soen, inden jeg blev laerer. Hun er lykkelig over min maade at se paa ham og hans handikap og fortaeller ivrigt, naar jeg spoerger det mindste. Jeg har faaet lov til at tage med Pepi i skole i morgen og det ser jeg meget frem til. Han gaar paa en specialskole i byen Ario De Rosales ca. 30 min fra vores hus.

Weekenden blev atter tilbragt i civilisationen et stykke vaek fra El Moral og Doktor Miguel Silva. Jeg vaagnede glad og frisk op fredag. Uden for var der fyldt med solskin og jeg skulle tilbringe weekenden i Morelia med Anna. I Morelia bliver der hygget, sludret, festet og set ultra daarlig film. Kan ikke anbefale When In Rome!

Soendag drager Anna og jeg afsted mod Patzcuaro for at moedes med Andrea og for at opleve hendes oe, Janitzio. Det er skoent at vaere sammen med pigerne, og vi tuller rundt i den hyggelige by Patzcuaro og naar ogsaa et besoeg paa turistoen Janitzio. Her moeder vi Andreas familie og oplever den famoese statue af helten Morelos, som pryder oens top.

Mandag gaar turen tilbage til El Moral, jeg vaagner smadret op. Har ondt i halsen, kan ikke synke uden at det foeles som om 1000 knive stikker ud af min hals. Jeg faar noget penicillin paa apoteket, som gerne skulle faa halsbetaendelsen til at forsvinde. En aeske meget store piller i hvide og groenne nuancer, som skal tages hver ottende time, er svaret paa mine boenner.

Jeg kommer syg og traet til El Moral sidst paa eftermiddagen om mandagen og sover indtil der er aftensmad. Da jeg kommer hjem, opdager jeg at jeg har faaet min egen seng! Dog stadig paa soesters vaerelse, men det er dog en betydelig forbedring. Saa nu er det slut med at dele seng med 16 aarig mexicansk soester, der oensker at kramme mig om natten, det er da skoent!

Tirsdag begynder en ny skoleuge, og den gaar rigtig godt. Jeg begynder at have gode snakke med engelsklaereren Mariana, og selvom jeg ikke er fan af den maade, som hun forvalter undervisningen paa, tror jeg godt, at jeg med tiden kan acceptere den. Hun goer sit bedste og proever at forbedre undervisningen time for time. Hun klager en del over de studerende og deres manglende lyst til at laere engelsk. Jeg fortaeller hende lidt om de projekter, som jeg oensker at igangsaette, som forhaabenlig kan give eleverne en fornyet lyst til at laere engelsk. Hun er meget positiv over min ideer og kalder dem ligefrem geniale. Det maa vist vaere en overdrivelse, men det foeles alligevel rart, at hun er paa min side. Jeg er ogsaa begyndt at have en stoerre rolle i engelsktimerne, hvilket det passer mig ganske godt.

Mit forhold til eleverne bliver ogsaa bedre for hver dag, der gaar. De er stadig meget interesserede i mig.  Nogle af fyrene er maaske lidt for ivrige med at laere mig at kende.  De er meget aabne her og spoerger ofte om jeg vil giftes med dem. Jeg takker paent nej og siger at jeg da vist er for gammel til dem.                                                                                                                                                                                                                                                                                                    Et af mine hold har inviteret mig med paa klasseudflugt paa mandag og det vil jeg se frem til. Det er det bedste hold, som jeg har. Her er en god stemning, og nogle af dem er over 20 aar! Udflugten er aabenbart et led i fejringen af valentinsdag, en tradition som de gaar ufattelig hoejt op i her.

En anden tradtion, som fylder meget her for tiden, er kaaringen af aarets dronning til foraarsballet. Da kandidaterne skulle vaelges sidder der lige pludselig 40 elever og raaber “Tere, Tere, Tere”, mens de klapper i haenderne. Jeg faar sagt: “Hell, no!” Og den forstaar de vist, for jeg er sluppet for at stille op til dronning. Jeg siger mange tak! En af kandidaterne er min soester, og hun kan nu ikke snakke om andet. Hun faar tilmed fri fra skole for at indsamle penge, saa hun kan vinde. Dronningen er nemlig den pige, som formaar at indsamle flest penge. Dette er lidt af et chok for mig og en tradition, som jeg endnu ikke formaar at relatere mig selv til.

Jeg er nu saa smaat ved at vaere ovenpaa igen efter min halsbetaendelse, og det er rart. Jeg har ikke haft det store overskud paa det sidste og har mest af alt oensket at sove. Det har vaeret en umulighed i en kultur, hvor man aabenbart ikke ligger i sengen, naar man er syg.

Nu vil jeg forlade Doktor Miguel Silva for en stund og bevaege mig mod El Moral, hvor jeg vil spise frokost og gaa en tur i den fantastisk natur, som omgiver ranchen. Derudover vil jeg glaede mig til at skulle i skole med Pepi i morgen og herefter hoppe paa bussen til Morelia, hvor jeg skal hygge med Andrea og de andre skoenne mennesker, som maatte finde vej til hovedstaden i Michoacán staten.