Emotionel Landscape

Det er efterhaanden ved at vaere lang tid siden, at jeg har taget mig tid til at skrive et indlaeg paa denne blog. Jeg vil derfor proeve at sammenfatte og beskrive alle de ting der er haendt mig paa det sidste. Det er ikke saa lidt, maa jeg sige.

Sidste fredag var jeg med Pepi, min mongol bror, i skole i byen Ario De Rosales. Jeg blev modtaget rigtig godt paa skolen, alle synes det varr spaendende at jeg havde fundet min vej til netop deres skole. Eleverne uddelede gerne knus og kindkys, og de snakkede meget med mig. Laererne synes det var spaendende at jeg gad at besoege dem, og de udtrykte deres glaede over min interesse i boernene. De var ligeledes meget interesserede i at hoere om mine erfaringer som laerer. Skolen er forholdsvis lille, der er to klasser med ca. 8 elever i hver. Pepi er alderspraesidenten, han er faktisk over ti aar aeldre end de andre elever. Der er desvaerre ikke andre tilbud til en ung mand med hans handicap i dette omraade af Mexico. Det goer mig lidt trist, for er i tvivl om hvor meget han laerer, men han er glad for at gaa i skole og fortaeller ivrigt hver dag, om hvad der er haendt i skolen.

Efter et besoeg paa Pepi´s skole drog jeg mod Morelia, hvor jeg havde en dejlig weekend i civilisationen langt fra det ellers saa velkendte landliv. Weekenden bliver brugt med de andre danskere.

Mandag var jeg paa udflugt med fjerde semester. Kl 11 om formiddagen koerte vi mod Los Negros, en flod eller et lille vandfald. Her hyggede vi med badning og faellesspisning. Det var en ganske hyggelig dag, og jeg fik snakket med mange af eleverne, og jeg foeler at jeg saa smaat begynder at komme ind paa livet af dem.

Pludselig kom dagen, som jeg havde glaedet mig til i mange dage. Det blev nemlig atter fredag og det betoed at naesen skulle vendes mod Mexico City. Dagene op til afgangen sneglede sig afsted, jeg havde svaert ved at tro paa, at det ville blive fredag. Men fredagen kom og jeg tog glad og forventningsfuld fra El Moral ved middagstid. Herfra tog jeg bussen til Patzcuaro, hvor jeg moedtes med Andrea, her fik jeg skrevet nogle mails og ordnet nogle smaating inden de to damer satte sig i bussen mod Mexico City.

Turen varer fem timer og den tilbringer vi i selskab med synkroniserede film, en koncertoptagelse af en meget kikset mexicansk sanger samt en meget gammel koncertoptagelse af Michael Jackson. Da vi endelig kommer til den gigantiske by, tager vi mod et hostel og moedes med de andre danskere.

Loerdag morgen vaagner jeg op i Mexico City, det er en helt vild foelelse. Her er bare ubeskriveligt stort, og helt igennem fantastisk. Vi tager paa shopping inden vi skal hjem og goere os laekre til aftenens fest, en foedselsdagsfest for min faetter Edgar. Det vil sige, han er jo ikke min faetter, men han er min mexicanske soesters faetter. Vi ender med at komme et par timer for sent i aegte mexi-stil, vi kan ikke goere os faerdige og taxi-manden kan ikke finde adressen. Foedselsdagsfesten er en aegte mexicansk fest med tacos og coronas. Her moeder jeg faetters venner og genser hans familie. De er alle glade for at jeg er kommet, og jeg faar virkelig en dejlig foelelse indeni af at vaere velkommen. Efter en masse oel og tacos i foraeldrenes have, tager vi mod centrum for at hoere nogle venner spille. Vi tager paa baren Atlantico, hvor to unge old school hip hoppere skal underholde os, og det goer de i bedste stil. Det er i det hele taget en helt eventyrlig og fantastisk aften, hvor jeg danser, hygger mig og snakker en masse spansk med diverse familiemedlemmer og venner til min faetter.

Dagen efter bliver brugt som de fleste toemmermaendsdage i Mexico, nemlig med en tur i biografen. Denne gang ser vi Desde Mi Cielo, paa engelsk hedder den The Lovely Bones. Det er en virkelig daarlig film, den kan ikke anbefales.

Om mandagen tager vi til koncert med Massive Attack, vi havde ikke naaet at koebe billetter, men formaar at koebe derude. Det er en stor koncert, og da nummeret Tear Drop spilles, sender jeg en kaerlig tanke hjem til Groovy Voices. Sangen er saa smuk at mine oejne fyldes med taarer.

Tirsdag skal vi atter hjem til vores smaa landsbyer, men foerst skal vi besoege Frida Kahlos hus. Det ligger i det charmerende omraade Coyoacan, som oser af kreativitet og liv. Fridas hus er blaat, og det er en ubeskrivelig foelelse at gaa rundt i hendes hus, se hendes billeder, hvor de hoerer hjemme, gaa rundt i hendes have, se hendes moebler, hendes koerestol og hendes malersted.

Tirdags eftermiddag drager vi mod landlivet, jeg holder dog et stop i Patzcuaro, inden jeg tager tilbage til El Moral om onsdagen. Her moeder jeg jeg viceskoleinspektoeren, som fortaeller at engelsklaereren Mariana er stoppet. Hun skal giftes, og kaereste bor i Morelia. Ja, saa er det jo klart for enhver at man ikke laengere kan arbejde!

Saa nu er jeg for alvor maestra Tere, som eleverne kalder mig. Jeg skal nemlig overtage al engelskundervisningen paa ubestemt tid. Eleverne er glade for at de fremover skal have mig, og det er jeg ogsaa. Eleverne taler ikke engelsk, saa denne engelskundervisning bliver rigtig god traening for mit spanske sprog, og det er faktisk fint. Derudover forvaltes undervisningen her paa en noget anden maade end jeg er vant til i Danmark, men jeg er saa smaat begyndt at indfoere lidt anderledes metoder at laere engelsk paa. Heldigvis tager eleverne godt i mod mine noget alternative og anderledes undervisningsforloeb.

Da jeg kommer tilbage til El Moral, er jeg lidt trist til mode. Jeg havde en fantastisk og magisk weekend i Mexico City, og tror lidt at landlivet slog mig haardere end forventet. Om aftenen gaar jeg hen til mit saerlige sted, her sidder jeg hver aften og ser solen gaa ned bag ved advokado markerne. Her er saa smukt og fredfyldt. Her er kun mig, tusindvis af advokadotraer, humlebiernes summen og fuglenes kvidren. Jeg finder en ubeskrivelig ro her, dette er mit Emotionel Landscape, som Bjork synger om i sangen Joga. Efter dette aften ritual har jeg det altid meget bedre og gaar syngende hjem mod mit hus.